torsdag den 4. april 2013

Månedens mor

Søde Ann-Christine med den fine blog Valdemarsro er månedens mor. Ann-Christine, bor sammen med manden i sit liv og to skønne tre-årige krudtugler.




Det bedste ved at være gravid – og det værste?
Det bedste var helt klart at mærke de små størrelser inden i maven. Mærke liv,
spark fra babyerne og se maven blive større og større.
Det værste var at skulle være sygemeldt og have pokkers ondt. Jeg fik
bækkenproblemer og havde slet ikke forventet at det skulle gøre så ondt at være
gravid.

Hvad er det bedste tip, du har fået om graviditet og det at blive mor?
Det bedste tip var nok det jeg fik fra min fantastiske fødselslæge som fulgte mig
igennem graviditeten. Ifølge hende var det vigtigt at sætte ambitionerne helt ned
og hun ville synes at det var super flot hvis man som nybagt tvillingemor nåede at
komme i bad bare hver anden dag. Dels gav det mig en masse ro og dels gjorde
det at jeg tænkte ’nej, det skal være løgn’ … og jeg var i bad hver dag, havde
makeup på hver dag, bagte hjemmebagte boller og lavede masser af dejlig mad.
Men jeg tog den også med ro og nåede kun de ting jeg virkelig havde lyst til – jeg
blev super god til at mærke efter hvad babyerne og jeg havde behov for og lyst til.

Din yndlings beklædningsdel som gravid/ammende ?
En smuk sort graviditetskjole fra Milker, som jeg havde købt hos Enula9. Den blev
vasket utrolig mange gange de sidste måneder og blev bare ved med at være flot
og sad virkelig pænt.

Beskriv en god søndag?
Vi skiftes til at sove længe og i dag er det mig der står tidligt op med børnene –
de har dog sovet til kl. 7 i dag, hvilket er luksus! - Jeg laver morgenmad sammen
med Johan og Julie. Bager boller, blender smoothies, laver kaffe og rister müsli. Vi
hygger alle fire ved morgenbordet og når børnene ikke har tålmodighed til mere,
så leger de og hygger mens vi læser avis og småsnakker om hvad vi skal lave
denne søndag. Vi tager måske i skoven, i svømmehallen eller besøger venner eller
familie. Vi hygger sammen og laver bare det vi har lyst til. I løbet af eftermiddagen
får Martin og jeg tid til at løbe en tur på skift og om aftenen spiser vi hjemmelavet
søndagspizza. En hyggelig tradition herhjemme.

Hvad er dit yndlingssted for børn – og hvorfor?
Vores køkken og vores have. Jeg synes, at det er super hyggeligt at lave mad
sammen med Johan og Julie. Det er vigtigt for mig, at vores børn ved hvor maden
kommer fra, hvordan krydderier dufter og smager. Jeg vil gerne have, at de får et
godt og sundt forhold til madlavning og det hyggelige samvær der er over duftende
gryder og et godt måltid. Det er også super rart at være i haven sammen og se ting
der spirer, blomstrer og gror. I år skal vores have forvandles til en rigtig sansehave
med masser af spiselige lækkerier.
Jeg er ikke så god til at sætte mig og lege med legoklodser og den slags, men
køkkenet og haven er det sted hvor vi leger, laver mad og får talt om en masse
gode ting.

Har du et tip du vil give videre til andre mødre/kommende mødre?
Lyt til alle de gode råd - og mærk så efter og lyt først og fremmest til dig selv og
dine børn og gør det du synes virker mest rigtigt. –og så synes jeg at langt de
fleste mødre, inkl mig selv, oplever at de første 3-4 måneder er som at være i en
babyboble, hvor ingenting er som det plejer. Det er bare meget rart at vide at det er
helt normalt …

Ingen kommentarer:

Send en kommentar