tirsdag den 21. august 2012

Månedens mor i august


Jeg hedder Anne-Mette, er uddannet pædagog og har senere taget en overbygning i pædagogisk psykologi. Jeg er 33 år, gift med Morten og mor til Sebastian på 4 år og Oskar på 9 måneder.

Det bedste ved at være gravid – og det værste?
Selvom begge mine graviditeter har været præget af fire måneder med benhård kvalme og træthed, elsker jeg alligevel at være gravid, og kan allerede godt blive helt misundelig, hvis jeg ser en gravid med struttende mave. Det er bare så hyggeligt at have sådan et lille væsen inde i maven, der ligger og sparker, og samtidig er der spændingen og nysgerrigheden over, hvem der kommer ud, om han ligner sin storebror osv. Og så er det fantastiske ved en graviditet også, at det er noget som kroppen fuldkommen styrer selv, at den kan sørge for, at der kommer et helt lille fuldendt menneske ud af en efter ni måneder i maven. Det er på en måde både lidt urtidsagtigt og dyrisk. At være gravid og blive mor er afgjort det største man kan opleve!
Det værste ved at være gravid er alle de bekymringer, man gør sig undervejs for, om barnet nu er sundt og raskt, også selvom det er anden gang. Men de bekymringer er jo kommet for at blive, for det er jo en del af det at være forældre.

Hvad er det bedste tip du har fået om graviditet og det at blive mor?
Ikke at glemme sig selv midt i al moderskabet og at turde give ansvaret fra sig. At man som mor også en dag skal være et forbillede for sine børn, og det er en udslidt og træt mor ikke. Man bliver faktisk en sjovere og gladere mor af engang imellem at stoppe op og mærke efter sine egne behov og få sine børn passet og fx komme ud med veninderne.

Din yndlings beklædningsdel som gravid/ammende?
Hmm… jeg havde flere, men især to kjoler var jeg virkelig glad for. En sort tætsiddende kjole uden ærmer fra 1 et 1 font 3, som var super klædelig selv med stor mave, og en sort kjole fra Fragile med bælte til (begge købt i Enula 9). Under min første graviditet havde jeg desuden en vidunderlig kjole fra Boop, som havde elastik under maven, hvilket gjorde at den fremhævede maven og man undgik at blive et telt. Samtidig lignede det faktisk, at man havde en top og en nederdel på - den var super fin og feminin og blev flittigt brugt af mine gravide veninder bagefter.
Som nybagt ammende mor har mit yndlingstøj begge gange været sorte Mama Licious toppe og diverse cardigans udover. Toppene er perfekte at amme i, for de er super elastiske og kan bare hives ned, så man undgår at vise mave. De kan også bruges om natten med ammeindlæg i.

Beskriv en god søndag.
Når tiden går lidt i stå og vi hygger med en lang morgenmad og masser af kaffe, går en lang tur i Søndermarken eller ved Carlsberg, bager kage med min ældste søn og vi slutter dagen af med vores hofret; kylling, grøntsager og stærk sovs. En dag uden stress og jag, hvor alles behov bliver opfyldt og hvor vi alle pjatter og griner inde i sengen.

Hvad er dit yndlingssted for børn? Og hvorfor?
Vi har været ret glade for at gå tur i Carlsberg byen, hvor der både er en cafe, en smuk lille park med de mest vidunderlige særprægede træer, en plads med skateboard ramper og en forhindringsbane for både børn og voksne. Vores ældste dreng er vild med at køre på løbecykel, og her kan han bare give den fuld gas. Stedet byder på lidt for både børn og voksne, hvorved man undgår børn der keder sig og en halvgnaven mand:o)

Har du et tip du vil give videre til andre mødre/kommende mødre?
Det kan ikke siges nok gange, stop op og nyd de små øjeblikke! Det går så stærkt med de små pus, særligt anden gang flyver tiden af sted.
Og husk at lytte til dig selv og din egen intuition! Man får så mange velmenende råd om alt muligt når man bliver mor, og første gang er alt jo nyt og usikkert, så man tager let andre folks meninger til sig. Vores erfaring har været, at vi ved vores første barn fik gjort mange problemer ud af noget, som med tiden løste sig selv, fx stop af natamning og soveritualer. Det har lært os, at gøre tingene på vores egen måde og stole lidt mere på vores egne beslutninger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar