mandag den 28. maj 2012

Månedens mor: Cecilie


Kort om dig, civilstatus, m.m.:

Kaffedrikkende, kageelskende og skriveglad Vesterbroer.
Enlig mor til Otto, som fylder 3 i august.
Blogger på www.sneglcille.dk


Det bedste ved at være gravid – og det værste?


Min graviditet var hårdt præget af kvalme og opkast de første mange
måneder, jeg var endda på hospitalet og få væskedrop fordi jeg intet
kunne holde nede, så galt var det. Desuden var min graviditet noget
anderledes og jeg føler mig til tider lidt snydt, da jeg ikke havde
overskud til at fokusere på at jeg var gravid, da jeg ret pludseligt
blev single og midlertidig boligløs lige i starten af 2. trimester,
dog faldt det hele på plads og så var de sidste 2 måneder faktisk
pissefede, jeg elskede min mave og sparkene derindefra.

Hvad er det bedste tip, du har fået om graviditet og det at blive mor?


Nyd det! Og SOV sov sov mens du kan, var de råd jeg fik oftest og hvor
ville jeg dog ønske at jeg havde lyttet… Kunne ikke holde ventetiden
ud til sidst og sov absolut ikke nok, slet ikke da veerne endelig kom
snigende, hvilket resulterede i en alt for lang fødsel grundet
udmattelse, efter 1 vågent døgn grundet spænding.
Min veninde, som blev mor 7 måneder før mig, sagde til mig at de
første 14 dage efter fødslen ville være et levende helvede, som man
ikke kunne forberede sig på. Det elsker jeg hende for at have fortalt
mig, for havde jeg ikke vidst det på forhånd, havde ammesmerterne og
den hormonelle ruchebanetur nok taget livet af mig.

Din yndlings beklædningsdel som gravid?

Sjovt nok er det faktisk den kjole jeg har på lige nu i skrivende stund.
Det er efterhånden en gammel sag, som jeg fik af min søns far, da vi
blev kærester for mange år siden. Den er i det fineste gråblå
småblomstrede stof og har snoede perlestropper, den er fra Patrizia
Pepe og fungerer året rundt, da den både er god med strømpebukser,
støvler og læderjakke, men også er fin med bare ben og sandaler.

Beskriv en god søndag?

Søndag er ofte en svær dag for mig: alt er lukket og mandag lurer om hjørnet.
Men en søndag med en udhvilet dreng, en masse solskin, lange gåture,
godt selskab, kaffe og senere hjemmelavet pizza i sofaen (hvilket
efterhånden er tradition hjemme hos os om søndagen), DET er en god
søndag.

Hvad er dit yndlingssted for børn – og hvorfor?

Der er mange dejlige steder for børn i København. For tiden er vi
meget begejstrede for Frederiksberg have, hvor der er en masse gode
bakker som Otto elsker at løbe op og ned af, det gule slot som vi
snakker meget om, Otto mener bestemt at der bor en prinsesse og en
julemand derinde og det helt store hit er at kan man kigge på
elefanterne i Zoo fra haven.

Hvad er det bedste tip du kan give til andre kommende mødre?

Skru forventningerne til dig selv helt ned. Det er ikke til at vide
hvilket barn man får og det er så nemt at ”skuffe” sig selv, hvis man
ikke lige får dyrket yoga, bagt speltbrød og læst ”leg med dit barn”,
eller hvad man nu lige gik og forestillede sig. For i virkeligheden er
det tit sådan at man ikke engang når ud af døren før dagen er gået,
men det er ok. Tag det som det kommer og husk dig selv. Det er ok at
have brug for en gåtur alene med en stor kop kaffe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar