fredag den 14. december 2012

Månedens mor Marina


Kort intro:

Mor til to dejlige unger – Elias på 3 og Lia på snart 7 måneder – hold nu op hvor tiden flyver…

Så ja lige nu er jeg på barsel og jeg nyder det i fulde drag – tror jeg kunne være på barsel hele mit liv. Blot en anelse dyrt i længden ;o) Når jeg ikke er på barsel, arbejder jeg som revisor hos PWC, og så hygge-blogger jeg om interiør og andet godt på casalicious.dk. Jeg bor sammen med Peter, og sammen elsker vi at rejse og overvejer pt. en tur til Thailand. Det ville bare være SÅ skønt!!!

Det bedste ved at være gravid – og det værste?

Det bedste ved at være gravid er at mærke det lille nye liv inde i maven og se hvordan maven vokser sig større og flottere. Og ja så er det jo heller ikke det værste at babserne følger trop ;o) Det værste (ud over små skavankerne) var nok da den ellers dejlige mave kom i vejen og at jeg på mystisk vis blev mere klodset og utrolig god til at tabe ting på gulvet. For så kunne jeg bare stå der og overveje hvordan
dælen jeg nu kom helt ned på gulvet for at samle op….. Mine tånegle var heller ikke så kønne, når jeg med stor mave forgæves forsøgte at lakere dem. Men så var det jo dejligt at det derved var helt OK at gå ned og få nusset tæer af en som kunne sit kram ;o)

Hvad er det bedste tip, du har fået om graviditet og det at blive mor?

Jeg synes egentlig ikke at jeg har fået noget specielt tip om min graviditet eller om det at blive mor. Egentlig synes jeg det bedste tip er fra mig selv, som efter barn nr. 2 har fundet ud af at lytte til min indre stemme. Og det er nok også det bedste tip jeg kan give videre. Det ville være dejligt at have haft den ro go viden da Elias var helt ny. Graviditetsyoga hos Trine fra Yogini Yoga har haft en stor andel i at jeg er begyndt at kigge mere indad og lytte til mig selv.

Din yndlings beklædningsdel som gravid/ammende?

Som gravid har jeg nok været mest glad for min klip-klapper da jeg ventede Elias. Elias er fra juli og derfor var det dejlig varmt de sidste måneder op til min fødsel og derved DEJLIG nemt at hoppe i den slags sko. Det fandt jeg nemlig ud af da jeg ventede Lia og ikke blot kunne hoppe i mine klip-klapper ;o) Men derudover har det været lange toppe fra Samsøe og Samsøe. De har simpelthen været helt fantastiske og både holdt i farve og form til trods for utallige vaske. De holder ligesom på det hele og så skiller man ikke på maven ;o)

Som ammende er Boobs ammeBH og Boobs ammetop fra Enula absolut de bedste. Jeg har dem nærmest på konstant, og de kommer kun af til en hurtigt opskyldning, så jeg hurtigt kan få den på igen. Kunne godt at have brugt to ;o)

Beskriv en god søndag?

En dejlig søndag hos os er lyden af Elias som vågner (alt for tidligt) og tager hyggetøj på, for derefter at
komme ind til os for at se Ramasjang og Lia som altid er i højt humør med ivrig pludren og små-hvin. Der er ikke noget bedre end en morgenseng fyldt med familie, som småsover og småsnakker indtil vi beslutter at stå op og sætte klatboller i ovnen og spise morgenmad i flere timer. Så er der dømt dampende latte, lune boller med honning, juice og frugt. Derefter går Elias som regel i hans køkkenet og laver mere mad til os, imens vi hygger med diverse magasiner, avisen og hyggelig pludren fra Lia.

Det bedste ved søndagen er når den bare går i et stille og roligt tempo. Nogen gange er det leg på værelset stadig i vores hyggetøj og med græs på tænderne. Og andre gange er det ud i det blå og få røde kinder. Men dagen skal bare forme sig selv som den har lyst – stille og roligt, så der er tid til hygge, sludren og fordybelse.

Hvad er dit yndlingssted for børn – og hvorfor?

Vi er ret pjattede med den nye flotte legeplads i Fælledparken – aktivitetsbåndet. Så der kommer vi ret tit.Der er plads til masser af udfoldelse og også kaffe til mor og far. Men en stille og rolig sommer hyggedag i fælledparken med tæppe, madpakke og bold er altså også et stort hit hos os ;o)

Har du et tip du vil give videre til andre mødre/kommende mødre?

Lyt til dig selv og pas på dig selv. Der er så mange som – velmenende – er gode for en bemærkning eller to. Og det kan tit give dig dårlig samvittighed og unødig bekymring. Og det er hverken godt for dig, din guldklump eller din mælkeproduktion hvis du ammer (og det er også HELT OK ikke at amme)

Og alle følelser er OK – for vi er alle sammen forskellige. Og det samme er vores børn. Gå ikke så højt op i alle tallene – se på om din dejlige baby trives i stedet. Og husk så at dufte til din baby – det er den dejligste duft i verden! Og lad rodet ligge. For tiden flyver så stærkt og hvert sekund er dyrbart (det skal jeg også huske mig selv på)

Og for kommende mødre – husk endelig at forkæle dig selv alt hvad du kan. Få massage og ordnet dine fødder og tæer – og nyd så din krop som den er. Der er masser af tid bagefter til at komme tilbage ;o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar